C-News

25. maj 2024

Også den Konservative økonomistyring skal i fremtiden være tættere på borgerne.
Tiden er inde til at ændre vores økonomiske styring. Vi skal være bedre til at udnytte fællesskabets ressourcer i Allerød – både de økonomiske og ledelsesmæssige.
 
Tillid, ansvar og rettidig omhu skal være de fremtidige nøgleord når vi styrer vores økonomi. På denne måde undgår vi de store effektiviseringer og besparelser.
 
Elementer som balance, prioritering og en aftale om ikke at udvide driften i løbet af et budget år bliver stadig en del af styringen.
 
Der skal ikke længere indlægges faste effektiviseringskrav i overslagsårene. I stedet skal der prioriteres. For Konservative i Allerød handler det om balance: Det er vigtigt at vi skruer ned for ambitionerne når vores økonomi ikke tillader andet – men samtidig skal vi også turde udvide vores drift, hvis der er noget vi vil prioritere. Her må det gerne koste noget mere i forhold til vores balance.
Som udgangspunkt skal vores anlægsinvesteringer finansieres af et overskud på den budgetterede drift.
 
Når man laver store anlægsinvesteringer, skal det være muligt at se en balance i økonomien over flere år – og Ja, det kan nogle gange være fornuftigt at lave en aftale med Allerøds borgere om at låne til finansieringen, så længe man aftaler hvordan de betales tilbage.
Vores gennemsnitlige kassebeholdning skal kunne håndtere uforudsete udgifter – men den skal ikke være en politisk kampplads. Niveauet fastlægges på baggrund af den kendte virkelighed og ved en åben forhandling med byrådets partier.
 
Vi har tillid til at alle der ”ejer” et budget i Allerød Kommune, forvalter dette budget bedst muligt. Vi stoler på, at der kun bruges de penge som er nødvendige for at leve op til det politisk besluttede serviceniveau. Der er også en tillid til, at hvis man overskrider budgettet så er der en fornuftig årsag – Og der ikke mindst tillid til at politikerne efterfølgende træffer de rigtige politiske prioriteringer der bringer økonomien tilbage på sporet.
 
Kommunen skal placere det ledelsesmæssige ansvar så tæt på borgerne som det er muligt. Vi skal udfordre vores organisation til at tænke denne vej med flere selvstyrende teams, færre ledelseslag og andet som understøtter en organisation med ansvar så tæt på borgerne som muligt.
 
Borgmesterkandidat KV25