Et Allerød for de unge – og de unge for Allerød

Vi kan med få midler gøre noget for de unge og samtidig kan de unge gøre noget for Allerød.

Et konkret forslag på at gøre lidt mere for de unge, er spontane turneringer i fx badminton, bordtennis, padel tennis, svømning eller lignende. Jeg kunne godt tænke mig at undersøge muligheden for at aktivere de lokale fritidsklubber i sådanne turneringer. På den måde får foreningslivet præsenteret deres sport/aktivitet, og unge kan prøve en sportsgren uden at binde sig til en sæson. Det er lidt samme koncept som Allerød på Tværs eller klassekampen, men vi mangler noget til de unge, som er gået ud af folkeskolen. Blandt andet også fordi når man starter i gymnasiet, er der flere, som prioriterer tid til lektier og andre fritidsaktiviteter end at gå fast til en sport hver uge.

Et andet vigtigt aspekt er også, at vise de unge, hvad Allerød kan, så de kan være endnu mere stolte af den kommune, de bor i. Som når Mungo Park sælger billetter til deres forestillinger til unge under 25 år til kun 40 kr. Dette benyttede jeg selv, da jeg gik i gymnasiet og uden at tænke over det, gik jeg senere rundt i blandt andet København og fortalte stolt om, at lille Allerød altså har et ret sejt teater med spændende opsætninger. Personligt er jeg virkelig stolt af vores kulturinstitutioner, og Mungo Park er en af de rigtig vigtige, så jeg håber vi kan blive ved med at værne og støtte op om dem.

Jeg er stolt over at være en del af Konservative i Allerød med Jørgen Johannsen i spidsen så vi kan gå forrest i kulturkampen og samtidig sætte fokus på de unges rolle og muligheder.