Hvor kan vi unge bo?

Vi mangler fokus på kommunens unge, og det skal i Allerød være bedre at være ung! Derfor
skal vi have mere fokus på boligmulighederne for vores unge over 18 år.

Vi skal i Allerød gøre vores unge opmærksomme på vores studie- og ungdomsboliger, som
vi blandt andet har beliggende i bymidten og ved Meny. Men vi bør naturligvis også tænke
boligmulighederne ind i fremtidige planer om udviklingen af kommunen, hvis vi ønsker, at
vores unge bliver boende.

I dag er ventetiden på ungdoms- og studieboliger i Allerød Kommune på 5 år og op, og det
er simpelthen for lang tid at vente. For inden man når at komme ind i en bolig, så opfylder
man ikke længere kravene. Derfor bør vi tilbyde flere ungdoms- og studieboliger til vores
unge i kommunen.

Allerød Kommune er et smørhul, som ligger tæt på byer med gode studiemuligheder, blandt
andet kan Hillerød, Lyngby og København nævnes. Byer som alle ligger indenfor en halv
times kørsel med toget.

Dog skal det kunne betale sig for vores unge at bo i Allerød. Det vi tilbyder vores unge er det
ene nye byggeri efter det andet, til de samme priser som i København. Vores unge på SU
har ikke råd til at kunne betale en husleje på 10.000 kroner eller mere om måneden.

I de fremtidige byggeplaner for kommunen bør de unge tænkes ind og flere fremtidige
lejeboliger bør gøres til ungdom- og studieboliger, så kommunens unge kan blive boende i
kommunen.

Som ung kandidat til Kommunalvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti i Allerød
Kommune, er det vigtigt for mig, at vi tænker på de unge og deres boligmuligheder.