Lad os skabe et Allerød for de unge

I Allerød skal de unge føle sig hjemme. De skal opleve, at de har en stemme og mulighed for at påvirke vores kommune, så de også kan se sig selv som fremtidens Allerødborgere. Vi skal give de unge et sted, hvor de både uformelt og formelt kan mødes, udveksle idéer og udtrykke deres interesser.

De unge er en ressource, der kan bidrage til at gøre vores kommune bedre. Det kunne være ved at hjælpe ældre med indkøb eller støtte yngre elever med lektier. Det frivillige engagement skal belønnes med anbefalinger og udtalelser, der kan hjælpe dem i deres arbejdsliv.

Et ungested i bymidten kunne give liv og skabe en hyggelig atmosfære. Her kan de unge udtrykke deres kreative sider og bidrage til en levende by. Og med praktikpladser til alle i folkeskolen vil vi sikre, at de unge får et indblik i arbejdslivet og værktøjer til fremtiden.

Vi konservative ønsker at styrke de unges engagement i lokalpolitikken, for eksempel gennem et ungebyråd, hvor skolerne repræsenteres. Så kan de unge komme med idéer direkte til byrådet.

Vi vil skabe flere ungdomsboliger ved S-toget, et kulturhus i bymidten og sikre, at de unge har muligheder, når de står på tærsklen til voksenlivet.